Jeg fik for nylig et tilbud, jeg på ingen måde kunne afslå – vil du have 10.000 kr, som du må give til en velgørende organisation efter eget valg? øh ja tak! “Mine penge” fandt jeg lynhurtigt en modtager af – DU kan hjælpe til at øge beløbet til 150.000 kr.
Jeg arbejder til daglig som lærer, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at pengene på en eller anden måde skulle gå til børn og unge. Og jeg var egentlig heller ikke spor i tvivl om, at pengene skulle gå til “børn, unge og sorg“-gruppen.
Det må være det værste, der kan overgå et barn – at miste en nær på – og ingen af os kan være i tvivl om vigtigheden i at få det bearbejdet på allerbedste måde. Her kommer “børn, unge og sorg” ind i billedet. De tilbyder gratis rådgivning for børn og unge helt op til 28 år, som lever med alvorligt syge forældre eller søskende eller rådgivning til de børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende til sygdom eller ulykke.
Forhåbentlig får mine børn eller familie aldrig selv brug for denne organisation, men jeg er før stødt på elever, venner mv. som har haft stor glæde af rådgivningen – det er alfa omega i sorgarbejdet. Og jeg er bare så dybfølt glad for, at der står nogle (bl.a. frivillige) klar til at hjælpe i den allersværeste situation.
Og hvordan kommer DU så ind i billedet?
DU kan hjælpe med at øge beløbet til “børn, unge og sorg” fra 10.000 helt op til 150.000. Du skal gå ind på dette link og stemme på den forening, du synes, fortjener at få en ekstra pose penge.
Jeg synes jo selv, at jeg har valgt en vigtig organisation, men du kan vælge mellem fem bloggeres bud på en “vinder” af de 150.000 kr – det er alle gode og vigtige organisationer med et forskelligt hovedmål – tjek dem ud og find din favorit.
Den forening med flest stemmer, får altså en ekstra pose penge oveni de 10.000, de allerede har modtaget.
Pengene kommer fra CBB’s kunder – som basiskunde har man kunne vælge at donere 6% af sin mobilregning til et velgørende formål – “talegaven”, og her kommer disse penge fra – så tak CBB-mobil-kunder!
Du skal hverken være kunde af CBB, signe op til nyhedsbreve, like på facebook eller andet for at deltage – du skal bare stemme.
Jeg håber, du vil dele dette indlæg mine dine venner, så “børn, unge og sorg” (eller en af de andre udvalgte organisationer) støttes i at fortsætte deres gode arbejde.
Du kan stemme lige her.
Sikke en fantastisk mulighed! Fuld opbakning herfra.
Ja ikke.. Og fem gode organisationer der er valgt ud. Tak for det.
Du har min stemme.
FruF – som mistede som 4 årig
Tak fruF. Det er bare så vigtigt at der er professionelle til at rådgive, støtte og vejlede til børnene.
Linket virker ikke hos mig, skal man mon logge på fra computer for at kunne stemme?
Jeg har også haft problemer via mobil – men det skulle virke fra i morgen har jeg hørt.. På computer skulle det gerne virke?!
Jeg mistede min far da jeg var 9 år – og i 1984 var der ingen hjælp. De voksne omkring mig – lærere osv kendte alle min far, og var berørte over hans død. De vidste ikke hvad de skulle sige eller gøre – så ingen sagde noget. Og det var næsten det værste de kunne gøre.. Du får min stemme!
Av – den har gjort ondt. Jeg synes også flere gange, jeg har oplevet/har hørt om, at de nære omkring selv skal bearbejde sorg. Og nogle gange er der faktisk også knuder mellem barnet og den overlevende voksne, fordi barnet har følt svigt. Så JA – det er bare SÅ vigtigt.
Børn, Unge og Sorg er en fantastisk organisation som jeg selv har gået i terapigruppe ved og også været frivillig hos, så jeg kender organisationen fra begge sider af bordet og synes, at det er et unikt sted, hvor børn og unge, der har mistet en forældre eller søskende møder forståelse, ligesindede og et sted, hvor man kan dele det man ikke kan dele med sine venner – man møder kort sagt nogen der forstår og får sig et frirum. Årsagen til dette er, at jeg mistede min mor som attenårig.
Du får min stemme og en kæmpe tak for at valget faldt på Børn, Unge og Sorg :).