Denne DIY kan alle være med til. Den er såresimpel, men mine børn var vilde med det. At give børnene en følelse af, at de er med til at skabe noget med deres egne hænder, er ikke at kimse af. Den er igen lavet i samarbejde med Tiger, som gerne vil åbne øjnene for gode aktiviteter med børnene i efterårsferien.
Det går i alt sin enkelthed ud på, at man smelter oliekridt om i nye sammensætninger og former. Oliekridtene fungerer fint som de er, men mine børn syntes, det var så sjovt, at de “selv havde lavet farvekridt” – og så kunne de endda tegne multifarvet.
Vi har brugt:
Oliekridt fra Tiger
Isterningform fra Tiger
Kniv og underlag
Oliekridtene knækkes eller skæres i mindre stykker, som fordeles i en silikone-isterningbakke. Stykkerne smelter sammen, så man må gerne fylde med lidt top – bare ikke så meget, at de vil smelte ud langs kanterne fremfor ned i formen.
Kridtene fik en tur i ovnen ved 150 grader i ca 15 minutter. Prøv jer frem, om I synes, de er smeltet nok.
Når de kommer ud af ovnen, skal de have lov til at køle ned, inden I tager dem ud – og vupti nye farvekridt. Det fungerer bedst i en form uden alt for mange små detaljer. Appelsinbådene her er tilmed gode at holde på for små hænder som Julius’.
Skriv et svar