Weekendtid er lig bagetid. Og da vi havde en ordentlig stak bananer, der skulle bruges, faldt valget på bananbrød. Jeg har for flere år siden bagt det selvsamme med birkes i, så det blev et genvalg. Opskrift er fundet lige her.
Og det er virkelig et godt “brød”og super, at der er en nedsat sukkermængde i det.
Men indlægget skulle ikke handle om brødet – det skulle mere handle om bagningen. Som altid spurgte jeg, om nogle børn ville være med. Og i dag ville Bertram gerne. Det røg lidt mel på gulvet og nogle mål var ikke helt præcise, men vi havde en fest. Billederne ser også ret idylliske ud ikke??
Idyllen er altså bare ikke altid som på billederne. For da vi var næsten færdige, kom Julius også og ville være med. Jeg slukkede håndmixeren og gik hen og tog imod Julius på trappen. Imens tændte Bertram (mr. Pil-ved-alting/mr. Jeg skal opleve verden) for håndmixeren igen. Og så sprøjtede det ellers ud med dej til alle sider – herunder hele vejen op og ned af Bertram. Inden jeg når tilbage, har han rykket håndmixeren, så den slår imod kanten af skålen i stedet – med dertilhørende (voldsom) larm. Begge drenge SKRIGER af rædsel og frygt. Og køkken og Bertram er smurt ind i kagedej.
Så det startede så godt og endte også godt. Med lidt knas undervejs (og heldigvis fik han ikke fingrene i klemme i mixeren). Husk det – alt svineriet når jeg (gider jeg) ikke tage billeder af.
God søndag derude.
Følg også bloggen på facebook, bloglovin og instagram.
Ih dén situation der kender jeg godt. Jeg elsker at have ugerne med i køkkenet…bortset lige fra de dage, hvor jeg for sent opdager, at jeg egentlig ikke har tålmodigheden det? Heldigvis er der langt flest gode stunder med børn i køkkenet…og jeg bilder mig selv ind, at al den ekstra tid og ikke mindst efterfølgende rengøring af børn og omgivelser, giver pote på den lange bane. Og jeg drømmer om den dag jeg skal spise en kage eller et brød, som de helt selv har lavet?
Man skal helt sikkert have tålmodigheden med sig. Nogle gange har jeg vejet det hele af, inden de bliver tilbudt at være med – så skaber det lidt mere ro. Og det kommer helt sikkert til at give pote i set lange løb ?
Tak for det ærlige indlæg om det “perfekte” billede – og 1000 tak for det dejlige grin, med tankerne om synet at to skrigende drenge i dejkamp ?