Denne her trøje har egentligt ligget i lang tid i skabet og ventet på at få ærmer. Men undervejs havde jeg allerede fundet ud af, at modtageren – Selma – ikke havde tænkt sig at gå med den. Det hjælper ikke ligefrem på lysten til at strikke den færdig.
Jeg synes ellers jeg havde forsøgt at imødekomme hende med farven. Ikke fordi hun er særlig “lyserød”, men det plejer som regel at gå an. Men ak.. Nu skal jeg vist bare til at stoppe med at strikke til hende lige foreløbigt. Utaknemmeligt barn.
Problemet for hende er mest det faktum, at det ikke er købt i en butik! Jeg tror ikke, hun synes det er grimt, og det kradser ej heller. Jeg håber, det er en fase. I stedet vil jeg nu virkelig forkæle de små brødre med masser af hjemmestrik og syede sager, og håbe at det kan vække hendes opmærksomhed igen.
Modellen hedder bloomsbury og jeg har strikket den i filcolanas Cinnia, som er så skøn at strikke i. Strikkefastheden er lidt for stram i forhold til modellen, så jeg har strikket en størrelse større. Få flere oplysninger på Ravelry.
Den ser dejlig ud. Jeg havde samme blokering som barn, min mor syede alting selv og jeg følte ikke at tøjet var mit på samme måde som hvis jeg gik hen og valgte det i en forretning. Jeg er kommet mig over det, heldigvis
Æv altså. Det må være lidt svært når de der børn begynder at have en holdning til hjemmelavet vs. købt. Indtil videre er mit største barn stor fan af det hjemmelavede. Jeg strikkede en ninja turtles sweater til ham – med blåt pandebånd – og han krævede tre mere i de andre farver (det fik han ikke). Men jeg ved godt, at tiden nærmer sig hvor det hjemmelavede slet ikke er godt nok. Godt at du har to unger mere 🙂
Den er SÅ fin! Er vild med mønsteret og farven, og den ser ud til at have været vildt dejlig at strikke. Min Ea kan også være noget selektiv… mon ikke den er en fase 🙂