For snart et år siden begyndte vi at planlægge et af højdepunkterne i 2018 – femten dages ferie i Thailand. Nu er det allerede tre uger siden vi kom hjem – og vi længes igen. Flere har spurgt til tips, anbefalinger og praktiske spørgsmål – og nu vil prøve at skrive det meste ned. Dette indlæg kommer til at handle om steder – og praktiske spørgsmål. I morgen kommer et indlæg omkring økonomien på sådan en tur. Ikke fordi vores økonomi er interessant for alle jer – men det kan forhåbentligt være med til at give et indblik i, hvad man skal forvente. Jeg prøver at gøre det kort og præcist – men spørg endelig.
Hoteller:
Vi havde booket alle hoteller hjemmefra (undtagen en enkelt impulsiv overnatning på Phuket). Mange steder står der ellers, at man skal booke på stedet. Men vi rejser i højsæson – og det kan godt være svært at finde hotelværelser, der kan rumme os alle fem, så vi havde det rigtig godt med, at alt var ordnet hjemmefra.
At komme derned:
Vi rejste fra Hamburg, da det var de billigste billetter. Vi havde en kort mellemlanding i Køln og så videre til Bangkok. Når man ankommer til Bangkok skal man væbne sig med tålmodighed. Vi har været der to gange, og begge gange har vi stået i kø i en evighed i paskontrollen – selvom vi kom i “hurtigkøen”.
Vi fløj i 9-12 timer (det tog længere tid hjemad), men det gik så nemt at rejse med børnene. Vi havde en opladet ipad, bøger mv med.
Bangkok:
Hjemmefra havde jeg booket en minibus til vores hotel. Vi ankom midt om natten og vi var 10 mand (de første par dage rejste vi med nogle venner), så det var dejligt bare at kunne sætte sig ud og køre afsted.
Vi boede på Hope Land Sukhumwit. Det var billigt og ganske fint. Området var ikke særlig turistet, men vi var her kun i kort tid. Skråt overfor lå der et street food område, som var super hyggeligt at spise på om aftenen. Derudover var vi i Lumpini park – en stor park midt i byen, hvor der var legepladser og dejlig ro. Og så kom vi der også for at se de store varaner, som lever der. Vi var også MBK-centeret – et kæmpe storcenter fyldt med ALT!
Trang:
Efter to dage i Bangkok fløj vi til Trang. Det var billigere end at flyve til Krabi. Herfra havde vi booket transport til vores hotel på Koh Lanta. Jeg skrev til vores hotel inden og de sørgede for det hele. Trang er en meget lille lufthavn, så man skal ikke forvente at taxierne står i kø udenfor – så jeg tror det var fint, at det var booket på forhånd. Det var en tur på 2 timer til vores hotel.
Koh Lanta:
Koh Lanta var virkelig dejlig. Der er en del turister – men slet slet ikke som Phuket og Phi Phi. Efter vores mening var den stadig meget autentisk. Hovedbyen Saladan virkede noget mere pulserende, men den undgik vi:)
Langs vestsiden er der mange lækre strande. Den nordligste hedder Klong Dao. Her var vi kun en aften, hvor vi gik hen af stranden. Her kunne man mærke, at der der var flere turister, end den strand vi boede på – Long Beach. Vi boede i bunden af Long beach og selvom der er mange resorts hele vejen ned af stranden, virker den meget stille. Stranden er rigtig dejlig – men vi badede der ikke meget, da noget i vandet “stak os”. Vi kan læse os til, at det er rester fra brandmand, der er drevet i land på de strande, hvor vandet står meget stille.
Vi boede på Lanta Casuarina – et rigtig fint gennemsnitligt hotel med gode værelser og en god pool. Dens restaurant/bar var lige lidt dyrere end andre i området, så vi brugte den ikke så meget. Men hvis man bevæger sig lidt mod nord og syd møder man med jævne mellemrum flere restauranter og barer. Det var noget af det, jeg syntes var mest hyggeligt – at man kunne trave ned ad stranden i solnedgangen med fødderne i vandet – uden at der render 100 andre mennesker omkring os.
Det er nemt at komme rundt – langs hele vestsiden går der en hovedvej, hvor der konstant kører taxaer og tuctucs. Så kan man enten køre fem minutter nord eller syd, og så rammer man en samling restauranter, barer og 7-11’s. Man kan også selv leje scootere – trafikken er let, så det vil ikke være et problem. Vi tog bla. en taxa helt ned sydpå – til Kantiang bay. Her brugte vi en dag i strandbarerne og på stranden og det var tophyggeligt. Husk at prutte om prisen med chaufførerne – det er meget billigt, men også muligt at få dem noget ned i pris.
Vi bookede også en snorkeltur en dag – især nemt fordi speedbådene lagde til lige uden for vores hotel på stranden. De to små drenge var ikke vildt pjattede med at snorkle, men de fik sig en på opleveren.
Koh Yao Yai
Efter seks overnatninger på Koh Lanta tog vi til Koh Yao Yai. Gennem hotellet på Lanta havde vi booket færge (speedbåd). Set i bakspejlet kunne vi sikkert have fået de færgebilletter billigere – men det havde også krævet, at en af os tog til Saladan og fik pruttet priser. Og det tager altså også hurtigt en halv dag. Vi blev hentet på hotellet og så skulle vi ikke spekulere så meget mere på det. Det tog et par timer at komme til Koh Yao Yai – Vi tog en taxa (der holdt et par stykker klar ved færgen) hen til vores hotel.
Koh Yao Yai valgte vi for at prøve en mere stille ø. Og der var virkelig stille. Vi havde booket et yndigt lille hotel – Betterview bed and breakfast. Hotellet en en lille samling bungalows – ca ti stykker – en pool og en restaurant/bar. Hotellet lå ned til vandet, men vi badede der faktisk ikke – der var også tit enten høj- eller lavvande (og vores børn er ellevilde med at dykke i poolen). Vores hytte var super hyggelig. Men på hotellet boede der kun par – ingen andre børn og ingen andre danskere. Så vi havde poolen helt for os selv. Det er både godt og skidt. Der er langt mellem resorts og restauranter, så man kan ikke vælge mellem alverden. Vi havde syge børn på skift, så vi spiste meget på hotellet. Ellers var der 2-3 restauranter i gåafstand. og helt tilfældigt ligger den ene af øens to ATM’s i en nybygget kiosk og cafe (men noget af det eneste gode kaffe vi fik i Thailand) lige udenfor vores hotel.
Desværre var vi lammet lidt af sygdom – så vi kunne komme så meget rundt og se øen og strandene, som vi havde tænkt os – så især Bertram blev lidt rastløs af “bare” at være på hotellet. Derfor tog vi en hurtig beslutning og tog afsted en dag for tidligt (torsdag) – mod Phuket, hvor vi alligevel havde flybilletter fra mod Bangkok om fredagen.
Phuket
Der gik speedbåd mod Phuket hver halve time og det tog ca en halv time at komme derover. Vi havde i 11. time lejet en privat villa på sydøen. Måske ikke så gennemtænkt når lufthavnen ligger nordpå – og det tager ret lang tid at køre pga trafikken. Men det var SÅ fedt at få lidt mere albueplads og lidt mere luksus. Vi fik en deluxe villa forholdvist billigt (priser kommer i morgen) – lækker privat pool og lækkert indrettet – og god service på hotellet. Børnene var vilde med det! Men igen.. Det ville nok også være kedeligt at bo helt for os selv i 14 dage. Steder hedder Ananta Thai pool villas.
Om aftenen tog vi en taxa til stranden for at spise. Men det, synes vi, var ret frygteligt. Der var mennesker og billarm overalt og slet ikke den samme charme, som vi har oplevet fra andre steder i Thailand. Priserne var meget højere – ja vi var ikke imponerede! Husk lige, at vi kun så en meget lille del af Phuket (Rawai-området), og der er sikkert også steder som er lidt mere hyggelige. Vi oplevede bare kun hovedveje, stormagasiner og scooterlarm (foruden vores lille lomme på hotellet) .
Hjem igen:
Vores fly hjemad afgik fra Bangkok, så vi fløj fra Phuket til Bangkok om fredagen – for at flyve helt hjem tidligt lørdag morgen. Vi havde booket et lufthavnshotel 5-10 minutters kørsel fra lufthavnen. Det fungerede fint som lufthavnshotel – men ikke mere end det. Dog var der inkluderet shuttlebus hver halve time mod lufthavnen – og det var altså smart. Det hed Dwella Suvarnabhumi Hotel.
Hvad har vi lært til næste gang:
Det giver helt sikkert god mening selv at sammensætte sin ferie. Det har været nemt at booket hoteller og få kontakt med dem hjemmefra – vi har brugt Agoda, som vi synes gav det bedste overblik. Derudover er alle meget hjælpsomme til hjælpe med at booke taxaer, både mv – det er et VILDT venligt folkefærd.
Vi er virkelig glade for, at vi ikke var det samme sted i fjorten dage!
Vi skal helt sikkert rejse rundt mellem øerne igen – og undgå de mest turistede. Koh Lanta kunne helt sikkert godt være en destination igen.
Behøver jeg at sige, at vi er begyndt at spare op?
Indeholder reklamelinks
Skriv et svar